Stemninger

Der er en bestandig diskussion om, at der ikke længere er behov for naturalistiske malerier efter fotografiets opfindelse. Maleriet bør være en fortolkning, en følelse, et synspunkt, en kommentar til de begivenheder, som finder sted i verden såvel som i vore nære omgivelser. Dette kan jeg til dels tilslutte mig, men jeg kan alligevel ikke lade være med at male temmelig naturalistisk!
 
Jeg har været aktiv  på mange områder: Jeg var med til at starte Gutfeldcentret, et aktiv-kunst-hus, i Hørsholm i 80'erne, udsmykkede vægge i et butikscenter og i KB-hallen, lavede et fælles vævebillede, som hed 'Mordet på Oluf Palme', med 3 andre kvinder, havde en lille kunsthåndværkbutik i 90'erne og var på forskellige højskolekurser i vævning, keramik, maling, pileflet og papirmageri.

Siden 1981 har jeg løbende udstillet mine billeder.

I 2008 udgav jeg en lille bog: Sorø-Streger med et rids af byens historie og 16 motiver fra gader og stræder.
Samtidig valgte jeg  at fokusere på akvarelmalingen, at dygtiggøre mig i denne malemåde i stedet for at sprede mig over mange materialer. Og det var og er en kæmpe udfordring, dels pga de mange svære teknikker, dels fordi det er så let at falde i vellignelsens grøft.

I 2009 blev jeg optaget i Hashøj gruppen - og er siden blevet formand. I 2012 blev jeg optaget i Kunstnet Slagelse, en sammenslutning af et skiftende antal kunstnere med tilknytning til
 Slagelse, som jeg dog forlod igen i 2015. Gruppen er nu nedlagt.
I november 2013 fik jeg antaget 2 værker på Roskilde Kunstforenings censurerede udstilling: Roskilde Åben og modtog Roskilde Avis' pris for det ene.

I vinteren 2015-16 var jeg meget optændt af et projektforslag til anvendelse af en gammel grund omkring Antvorskov Klosterruin. Desværre vandt jeg ikke. Jeg synes ellers, at mit forslag om et klostermuseum var genialt. I min afmagt måtte jeg kaste mig ud i noget helt andet, og det blev portrætmaleri af personer, der betyder en forskel for livet i Korsør. Jeg opdagede dog, at akvarel ikke opfyldte min forestilling om et glødende ansigtudtryk, og derfor måtte jeg i gang med oliemaleri.

I 2019 har jeg måttet holde en pause fra maleriet, men i løbet af sommeren kom jeg igang igen med et tema, jeg kalder Haveglæde. Da jeg indleverede 4 billeder herom til Roskilde Åben, antog de det ene.

Jeg har boet mange steder, udelukkende rundt omkring på Sjælland. Nu bor jeg igen i Sorø, en smuk købstad med smukke skove, søer og museer.
 
Medlem af NordiskAkvarelSelskab,
www.nordicwatercolour.org,  tegnegruppen Croquis89, som holder til i Slagelse, og fra efteråret 2021 til foråret 23 med i kunstgruppen "12 Soranere". I september udkom årets udgave af "101 kunstnere", som jeg er med i. Nu arbejder jeg sammen med gruppen 'art soroe' og udstiller alene eller sammen med venner.

I aktion

I aktion

Del siden